http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Er Narko en menneskeret?

Det mener den indflydelsesrige organisation: Human Rights Watch.

Vi (gruppen bag Tobak - Ja tak) er selvfølgelig oprigtigt glade i dag. Ovenstående budskab er noget af en kovending og et skridt i den rigtige retning – men der er dog stadig meget langt at gå, før vores mål er nået. Vores primære interesser er stadig rygernes rettigheder – men overordnet set, så handler det alt sammen om, at:

Frihed er en menneskeret!




Det verdensomspændende forbud imod narko er en over 100 år langstrakt katastrofe og intet mindre end en forbrydelse imod hele menneskeheden. Der er kun tabere i hele det tåbelige cirkus. Ingen vindere…. INGEN…. !

Så længe der findes mennesker, der ønsker at forbruge narko, lige så længe vil der også findes mennesker som vil producere og forhandle narko – uanset om det er lovligt eller ej. Det er en naturlov lige så stærk som tyngdekraften.

Det handler om udbud og efterspørgsel; Om at skaffe sig en levevej og om at anskaffe sig de ting som man ønsker eller behøver i tilværelsen. Det er ekstremt stærke kræfter der styrer disse ting. Og menneskers behov, ønsker, håb og drømme er forskellige; Og nogle mennesker ønsker at forbruge narko; Det faktum kan ikke alverdens moraliseren eller lovgivning ændre på.

Når man smider en kæmpe klippeblok i åen, så finder vandet øjeblikkelig en alternativ vej uden om den. Det samme princip gælder for alle andre indgreb - både i naturen og overfor menneskers adfærd – også for forbud imod narko. Når man gør handel og brug af narko ulovligt, så overtages markedet af kriminelle og det foregår derefter på deres betingelser.

Det verdensomspændende forbud imod narko er den direkte årsag til, at et modbydeligt og ekstremt hårdkogt kriminelt og verdensomspændende netværk overhovedet eksisterer; Et kriminelt netværk hvis magtmidler er bestikkelse, trusler, tortur og mord.

På verdensplan koster narkoforbuddet dagligt menneskeliv på grund af kartelkrige og myndighedernes kamp imod disse og imod narkoen. Og her taler vi altså ikke om narkobrugerne men om virkelige døde(og ofte uskyldige) mennesker med skudhuller i, som ligger og forbløder ihjel i gaderne; Om trusler, tyranni, død og menneskelig elendighed og om efterladte, der sørger over tabet af deres kære. Alt sammen fordi noget lovgivning har banet vejen for at tingene er kommet til at fungere på denne rablende sindssyge måde.

Lovgivningen er et langt større problem for menneskeheden end narkoen i sig selv.

Disse skyggesider og ofre for narkoforbuddene ser vi for det meste ikke så meget til her i lille Dannevang. Vi ser kun dønningerne når banderne fra tid til anden slår hinanden (og nogle gange også uskyldige forbipasserende) ihjel. Denne skrækkelige forestilling udspiller sig primært ude i verden i lande som f.eks. Mexico hvorfra narkoen dyrkes og distribueres. Tryk avler modtryk. Jo flere magtmidler der tages i brug, jo mere hårdkogt bliver kriminaliteten.

Hårdkogte forbrydere tjener kassen og styrer lokalsamfundene med bestikkelse og trusler. Ordensmagten består enten af korrupte betjente – eller betjente som sætter livet på spil hver eneste dag de går på arbejde. Og alt sammen til ingen verdens nytte – der har altid været og der vil altid være den mængde narko på markedet som forbrugerne efterspørger overalt på vores jord. Spørgsmålet er alene hvor mange menneskelige ofre vi vil tillade i processen.

Forbuddene koster ubeskriveligt mange penge at håndhæve, pege som opkræves af borgerne verden over i form af skatter og afgifter. Ordensmagten bliver ved og ved og ved med at afsætte flere og flere penge og ressourcer i deres forsøg på at komme narko til livs, - men
intet tyder på at missionen nogensinde vil lykkes. Det har stået på i over 100 år og der er stadig narko til alle dem, som ønsker at købe og bruge det. I alle større byer i Danmark er det angiveligt nemmere at skaffe narko i nattelivet, end det er at få en taxa hjem; Det har 100 års intensive forsøg på forebyggelse ikke kunne ændre på.

Og de mennesker, som vi nok dybest set alle ønsker at beskytte – ofrene for narkoen – dem straffer vi - i stedet for at hjælpe dem, ved at kriminalisere dem og ved at tvinge priserne for narko op med forbuddene. Forbuddene gør, at prisen på narko er ekstrem høj – narkobrugerne er i forvejen kriminaliserede alene ved deres forbrug og på grund af forbruget (og måske også årsagen til forbruget) er de ikke i stand til at passe et job og selv tjene deres egne penge, så derfor tvinges de ud i kriminelle løbebaner for at skaffe penge til deres bekostelige forbrug. Det går ud over alle dem hvis ejendomsret de krænker med deres tyverier. Alle berørte parter (narkobrugerne, skatteyderne, dem der sætter livet på spil i arbejdet med at opretholde lovene, dem der kommer i vejen for krudt og kugler samt dem der får stjålet deres ejendom) er ofre i det her spil.

Kampen imod narko er altså dybt forfejlet på alle tænkelige måder. Den udspringer uden tvivl af en godhjertet intention om at befri verden for narko og hjælpe narkomanerne til et bedre og mere produktivt liv og om at forebygge at der kommer flere narkomaner til – om at forebygge al elendigheden som misbrug fører med sig for misbrugeren og dennes pårørende og for samfundet som helhed.

Hvilken forældre har ikke mareridt ved tanken om at ens eget barn skulle ende i sådan en skrækkelig omgang spild af liv. Det er ubærligt – men det berettiger ikke til tåbelige forbud. Forbuddene løser ikke problemet og ”trygheden” er falsk. Vi er nødt til at lære vores børn at forholde sig til fristelser i stedet for og tro og håbe på at de nok skal lykkes.

Albert Einstein har sagt: ”Vi kan ikke løse vores problemer med den samme tankegang, som vi brugte til at skabe dem.” Men det er jo netop det vi hårdnakket vedbliver med at forsøge på. Hver eneste gang vores politikere beslutter at sætte endnu flere penge af til politiets arbejde for at komme narko til livs, er det udtryk for at vi nægter at fatte at det ikke hjælper noget som helst – at den metode aldrig vil komme til at virke men rent faktisk bare vil gøre tingene værre og værre.

Spørgsmålet er, om vi overhovedet har nogen som helst ret til at bestemme, hvad vores medmennesker (og vores børn) må og ikke må bruge (eller misbruge) deres liv til?

Vores præmis er, at
frihed er en menneskeret. Det gælder også friheden til at producere, distribuere, forhandle og forbruge narko. Frihed er også frihed til at begå fejl – og måske lære af dem.

Det er simpelthen ikke nok, at man nøjes med at afkriminalisere brugerne som der nu lægges op til – det efterlader stadig hele det kriminelle netværk og alle deres ugerninger uberørt. Det er kun det første lille bitte babyskridt i den rigtige retning. Det kriminelle netværk der producerer og distribuerer narkoen i dag vil bare blive endnu mere dygtige til at skaffe” nye kunder i butikken”, hvis statsmagterne verden over begynder at tage hånd om deres nuværende ”gode faste kunder”.

Man kan ikke gøre det her halvt. Enten fortsætter de tåbelige forbud imod narko – eller også giver man narkoen fri. På verdensplan løser det ikke noget kun at legalisere brugen.

Legaliser narko.

Lad verdens bønder selv bestemme hvilke afgrøder de vil dyrke på deres jord og lad dem gøre det lovligt efter gældende regler i deres respektive lande. Lad handlen blive legaliseret på de store internationale markeder, så den indgår på lige fod med alle andre handelsvarer når det gælder skatter og regler for handel og distribution. Tillad salg af narko i ”drugstores” i stil med det svenske systembolaget. Lad staten tjene momsen på narkoen og opkræve skat af de mennesker der distribuerer og forhandler narkoen. Tillad forretningsfolk at distribuere narkoen og enhver borger at købe og forbruge den. Det er den eneste måde at komme kriminaliteten til livs på.

Vi kommer aldrig af med narkoen – men vi kan rent faktisk - som med et trylleslag - komme af med AL kriminaliteten, for
den har vi selv skabt med narkoforbuddene. Vores angst og vores trang til at kontrollere og styre vore medmennesker er den direkte årsag til at vi har mangedoblet nøden og elendigheden for ufatteligt mange mennesker. Er det ikke ved at være på tide at se i øjnene at vores forsøg er forfejlet.

Alle de ufatteligt mange ressourcer – både i form af penge og menneskelige ressourcer – som en afkriminalisering vil frigøre kan bruges
meget bedre på anden vis.

Brug ressourcerne på at:

- skabe en bedre verden hvor færre mennesker har behov for at dulme krænkelser og psykisk smerte med narko.
- forebygge og oplyse
- kontrollere priserne, så ingen behøver begå kriminalitet for at få råd til narkoen.
- hjælpe de narkomaner som ønsker og beder om hjælp til at komme ud af deres misbrug.
- tilknytte psykologer og psykiatere til de lovlige drugstores så køberne kan tilbydes rådgivning om alternativer til misbruget og hjælp.
- kontrollere kvaliteten af stofferne så ingen dør af dårlig kemi og overdoser.

Og hvem ved, måske der ligefrem bliver plads til skattelettelser også…?

Om det vil føre til flere eller færre misbrugere ved vi ikke med 100% sikkerhed, men det vil gøre livet langt bedre for narkobrugerne og skåne hele verden for al den kriminalitet og elendighed vi har skabt med forbud – og erfaringer fra bl.a. U.S.A. viser rent faktisk at legalisering fører til fald ikke alene i kriminalitet men også i antallet af nye narkobrugere.

Under alle omstændigheder har forbuddene haft 100 år til at dokumentere deres komplette uduelighed, så det må altså virkelig være på tide at gå nye veje.

I dag glæder vi os over at det ikke kun er på græsrodsplan, at man har fået øjnene op for at nytænkning er nødvendig. Vi ser frem til, at verdenssamfundet som kollektiv erkender, at vores vigtigste værdi her i livet er vores personlige frihed… og den frihed gælder altså også den enkeltes ret til at gøre usunde, dumme og selvdestruktive ting når man ikke kan finde ud af at gøre brug af andre alternativer.

Men der er stadig lang vej at gå. De allerfleste mennesker er dybt hjernevaskede af propaganda. Massiv propaganda i medierne gør, at de fleste mennesker fuldkommen pr automatik sætter lighedstegn mellem farligt og forbudt. Folk (og især vores politikere) er fuldkommen blinde for at forbud intet løser men blot gør tingene værre end de var i forvejen. Forbud er blevet den nemme løsning, - lidt som at tage en hovedpinepille – den løser heller ikke årsagen til problemet men det føles lidt bedre lige her og nu og der går jo år før bivirkningerne ved pillerne skader kroppen for alvor.

At kræve at noget skal forbydes er nærmest blevet et statement - måden hvorpå vi gør vores medmennesker opmærksomme på at vi er imod det pågældende. Vi kan ikke længere nøjes med at bare at lade være med at gøre det vi er imod – der er pisket en stemning op i samfundet så man sættes i bås med problemerne hvis man ikke højtråbende kræver det forbud.

Men… Måske er det slet ikke meningen at vi som verdenssamfund skal forhindre nogen i at misbruge – måske skal vi i stedet forsøge at skabe en friere og bedre verden, hvor folk generelt bare ikke ønsker eller har behov for at misbruge. Måske skal vi ”leve og lade leve” – anerkende den enkeltes frihed til at forsøge at skabe det liv de selv ønsker – også når det er åbenlyst for os andre, at det ikke er lykken…

Måske handler vores kollektive mission – vores dybe drift efter at forbedre verden, at forhindre død og ulykke og efter at hjælpe andre om, at vi skal lære at begrænse os til at hjælpe dem som rent faktisk ønsker og beder om vores hjælp – i stedet for at forsøge at tvinge folk til at leve som vi tror det er bedst for dem. Tvang fører aldrig til noget godt – heller ikke selv om intentionen bag tvangen er nok så god.

Sjovt nok, så er alle vist enige om, at vi ikke kan stilles til ansvar for andre menneskers handlinger – hvordan kan vi så bilde os selv ind, at vi skulle have nogen som helst ret til at bestemme over andre menneskers handlinger (med mindre disse handlinger direkte truer eller krænker vores eget liv, frihed eller ejendom)?

Narko (produktion, salg og brug)
krænker ingens liv, frihed eller ejendom. Og inden du flipper ud på os og påpeger, at narko koster menneskeliv, så vil vi gøre opmærksom på, at det gør trafik, sex, koncerter, medicin, lystfiskeri, boksning, bjergbestigning, ekstremsport og visse typer lønarbejde samt en lang række andre ting også – de fleste ulykker sker vist stadig i hjemmet - og det er alt sammen trist, skrækkeligt og beklageligt når det koster menneskeliv. Men så længe ingen tvinges til noget, så er der altså ikke tale om krænkelser – så er der tale om risikovillig adfærd og kedelige konsekvenser af denne adfærd - men vi har altså ingen som helst ret til at bestemme over andre menneskers risikovillige adfærd uanset hvor gode vores argumenterne og intentioner for at gøre det så end måtte være.

Vi har kun ret til at blande os når det handler om at beskytte og forsvare os selv – når det handler om at den risikovillige adfærd et andet menneske udøver berøver liv, frihed eller ejendom for os selv.

Tvang og frihed kan ikke eksistere samtidig! Enten har vi et samfund med tvang til at leve på bestemte måder (defineret af eliten eller simple flertal) eller også har vi et samfund der ikke krænker vores frihed til selv at bestemme hvad vi vil bruge eller misbruge vores liv til. Vi kan ikke mikse de to principper – det ender bare i endeløse diskussioner og slagsmål om hvem der har mest ret – mærkværdige konstruerede argumenter for at retfærdiggøre indgreb i nogle menneskers liv og ikke i andres – krænkede mennesker, hvis frihed er indskrænket – stigmatisering af minoriteter, kriminalitet samt smålighed og splittelse osv. Når man først begynder at insistere på at ville bestemme hvad andre mennesker må og ikke må, så er det skruen uden ende.

Frihed er en menneskeret – og frihed er rent faktisk også den mest optimale løsning på verdens narkoproblemer. Narkoproblemer vil aldrig forsvinde, men vi kan begrænse skaderne mest muligt gennem legalisering, accept og forståelse, oplysning og gennem hjælp til dem der ønsker det og beder om det.

Vi kan ikke forbedre verden med tvang og magt – kun respekt for det enkelte menneskes frihed og næstekærlighed kan løse problemerne.



Tobak – Ja tak, den 18. august 2015

*

Kilder:

Dansk Narkoekspert: Lad os tillade stoffer (Politiken 17. august 2015)


Indflydelsesrig organisation: Narko er en menneskeret (Politiken 17. august 2015)


Årtiers kamp mod narko er slået fejl (Politiken 17. august 2015)


Enhedslisten og LA vil lovliggøre stoffer til eget brug (Politiken 17. august 2015)


















Back to content | Back to main menu