http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Det er ganske vist - og meget trist !



At både Aserne og vi ravne er meget gamle,
Og uendelig trætte af at se de mennesker som bliver ved at famle,

Rundt - i håbet om at de kan blive både rige og lykkelige
Og tror at det kan opnås med studehandler, oprør - og krige,

De bilder sig også ind, at det kan føre til fred,
Når de med vold og magt får gjort en masse fortræd.

I århundreder har menneskeheden fremstillet dødbringende våben
Som det store flertal betragtede med imponeret måben.

Og i kølvandet på - den franske revolution - opstod der mange nye krige
For selvom idealisterne påstod et ønske om at gøre alle folk lige,

Var der stædige outsidere som ville det skulle gøres - med våbenstyrke
Krigsgalskab og tvang blev man således ved med at dyrke.

Den første og mest eklatante var -
Napoleon - som gjorde sig selv til kejser,
Som forgængerne vidste han at borgerne altid bukkede for den der knejser.

Hans militaristiske ideer ophidsede mange oprørere til kamp -
for sagen
Selvom det var imperialistiske strategier han lagde for dagen.

Der er desværre hos mange med en uforbederlig trang til at slås - for at vinde,
Noget som gælder uanset hvad det er man har i sinde.

Men det gavner ikke at vinde over stater og kongedømmer
Når det på samme tid er borgernes muligheder for et godt liv man forsømmer.

Derfor sad folk så - som de to sortspætter der hakker efter føde i barken,
På hver sin side af det træ som strakte sig højt op over - slagmarken.

At gå i krig gav ikke folk gode levevilkår, ligeret og heller ikke noget til føden.
Det eneste sikre ved at gå i krig er - at det for mange kun medfører døden.

Krig er og har altid været en meget ulykkelig og tvivlsom affære,
Men det er åbenbart noget folk overalt har haft svært ved at lære.


De var blevet duperet af helte i flotte uniformer med blanke medaljer,
Indtil ukrudtet gror op og gemmer de blodige og ynkværdige detaljer,

Af sønderknuste kroppe fra de faldne soldater - som ligger i store dynger,
Uden at kunne flytte sig og heller ikke mere kan høre det fuglene synger.

Der vil også altid gå nogen tid før de der mistede livet bliver savnet
Og tit er der ingen som ved - hvor disse døde er havnet.

På den måde har bevidstheden om slagmarkens ofre altid fungeret,
Men værst er alt det hykleri som mennesker bagefter har reageret -

Med - mindesmærker, kransenedlægninger og kanonsalutter
Som er en tradition hver eneste gang en stor krig slutter

Selvom de som mistede deres liv ikke kan mærke,
Hvem der vandt slaget - og anses for de stærke,

De er også afskåret fra at høre på de salvelsesfulde hyldesttaler,
Som de - der satte krigen i gang, senere stillede sig op - og galer.

Og tilbage vil der altid være den tabende part,
Som opruster og sætter alt ind på en ny krigs start!






Back to content | Back to main menu