http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Kapitel 2 : Oda har for længst fået hvidt hår

Oda har ordet > Kapitel 1 - 13

Oda har for længst fået hvidt hår,
briller og bor her: >

I en kvalmende, larmende storby fyldt med biler og forvirrede mennesker som maser og render i vejen for hinanden, imens de skæver over den ene skulder fordi de frygter overfald.

Menneskers angst og foragt for hinanden og voldsomme, brutale angreb er stor,
deres magtelite udnytter det og påstår deres hære og love er beskyttelses foranstaltninger.


Oda tvivler på de ædle hensigter.

Hendes fabel har været længe undervejs - for hende hænger ord og billeder uløseligt sammen - og hendes billeder trængte sig hele tiden på, det er med billedtæpperne hun har gjort sig mest bemærket. I det meste af sit voksne liv har hun levet af at udstille og sælge dem, men det hun viste var for svært at fatte for de fleste, hun gennemskuede og kunne for meget, og ser det ikke som en fordel at være talentfuld og bliver fremhævet. Allerede da hun sang i skolen, og lærerne placerede hende foran de andre elever når der skulle synges - fordi hun sang så smukt - havde hun mærket en sær blanding af foragt, angst og beundring.

Hun holdt helt op med at synge da hun var færdig med at gå i skole.

Den som kan noget særligt bliver solist, nogle beundrer èn, andre føler sig tilsidesat, bliver misundelige og vil overgå solisten - ofte uden held - kritikerne og de middelmådige har de bedste vilkår.


De gemmer sig i flokken og bakker hinanden op - måske fordi de er skuffede - over sig selv.

Oda vil ikke brillere, hun har fundet ud af hvem hun er, men det venter hun med at fortælle om, har trukket sig tilbage i en hemmelig krog af byen og nøjes med en lille trekantet have, hvor hun lader ukrudt og de træer der er kommet af sig selv gro frit. Hun er den hun er, og hvad andre får ud af det tager hun sig ikke af. Folk omkring hende er som de altid havde været - smålige, angste og foragter det de ikke fatter. Det er kun ravnene hun stoler på og taler med. Hun kan ikke lide korsang og har det skidt med for mange omkring sig.


Om natten ligger hendes briller på natbordet ved hendes seng.
Regnbuen som engang viste hende alt om farvernes væsen,
Er flyttet til andre himmelstrøg og har taget farverne med sig.



Men på fodkanten af sengen sidder to ravne.




Hun hører det lette sus af vingeslag og skraben af klørene når de lander.
Se dem kan hun næsten ikke, men høre og mærke at de er der.
De gemmer sig i tusmørket, tænder hun lyset forsvinder de.
Ravnene hader elektrisk lys og kommer kun hos hende om natten.
Det sker at de viser sig for hende om dagen - i sort,
nu er de blevet til stumper af mørket,


Og ler drilagtigt når de flyver bevingede bort !








Back to content | Back to main menu