http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Det er ganske vist - og meget trist !

Oda har ordet > Odas lyrik blog 1




At folk i århundreder er blevet tvunget til at grave mange grøfter,
Er noget som hviler på en blanding af brutalt magtbegær og tomme løfter.

På lovlige måder fik de jævne borgere ingen chancer -
Til - at gennemskue ledernes krav, som var helt uden nuancer.

Borgerne anede knap nok, at det de gravede var rænkefulde fælder,
Som blev brugt til at fastholde de regler som topcheferne hævdede gælder.

Alt hvad de pålagde undersåtterne var enten hvidt - eller sort,
Når lederne ville have magtpåliggende arbejde gjort.

Bannerførerne trængte sig på med fastlagte diktater
Som fik folk til at reagere slavisk - som automater,

Uden særlig modstand udførte de kritikløst alle de lovfæstede pligter,
Fordi de for længst var blevet advaret om blodige konflikter.

Og borgene havde så ofte set, at det disse trusler betød
Var - at selv en lille modstand kunne ende med den visse død.

Det viser os at anførernes metoder er rå og fortrædelige,
Og i vores og Asernes opfattelse derfor meget begrædelige.

Desuden ved vi at menneskearten allerede fra oprindelsen,
Var en afspejling af den som havde fået for mange lus i skindpelsen.

Og i flokken af primitive halvskaldede chimpanser,
Satte den begivenhed sig fast i deres begrænsede sanser.

Det fik betydning for det senere ulykkelige forløb i deres evolution,
Når de antog - at satte de lus i skindpelse - blev resultatet en vellykket revolution.

De bildte sig ind at det netop var hvad der var sket med deres flok,
Dengang de skilte sig ud af de pelsklædte chimpansers blok.

Der er dog noget vigtigt som de bliver ved med at glemme,
Den væsentlige grund til at de var havnet i en meningsløs klemme.

Det ligger altså også helt tilbage i hule-tiden,
Men er en vildfarelse som har fulgt dem lige siden.

Det er en viden vi har fra meget gamle og pålidelige kilder,
Fugle der med egne øjne har set at den rolle som anførerne spiller -

Blev udpønset imellem nogle få fra den pelsløse horde,
Som havde påtaget sig at skaffe vand fra et sted - som lå lidt borte,

Fra den hule - de havde lukket til med en klippeblok.
Og det var kun et par stykker fra den lille flok.

Her havde de alle gemt sig fordi de var bange
Når de pelsklædte chimpanser var så vrede - og alt for mange,

Som jagtede den flok som havde plukket pelsen delvis af,
Noget de pelsklædte så som en tosset og skabagtig sag.

Det var vel også en meget sær og fjollet handling,
Som havde ført til denne overfladiske forvandling.

De få var lusket ud imens de pelsklædte var optaget af noget andet,
Det eneste de skulle var, at hente vandet.

Og havde benyttet sig af det var blevet lidt tåget
Så de slap for at blive overvåget.

Men nu så på sig selv og hinanden i vandets spejl,
Og dermed begyndte deres mest skæbnesvangre fejl.

Det billede de så blev nemlig en hel del forvasket
Fordi en af dem pludselig fik klasket

Lidt i den blanke overflade
Det kan også være der at der var faldet et par blade.

Derfor blev de billeder som vandbærerne så,
Noget forvrænget og overdrevet er vel nemt at forstå.

Tågen omkring dem spillede nok også en ind,
I deres angstfulde og barbariske abe-sind.

Det er mærkværdigt at det var forvrængede spejlbilleder - og lus,
Der indstiftede den menneskehed som voksede og gik helt konfus

I en yderliggående grundholdning som de kaldte humanitær,
Der var præget af hensynsløst storhedsvanvid og magtbegær.

Vel er det som dengang skete meget længe siden,
Og er blevet glemt i det menneskeheden kalder viden.








Back to content | Back to main menu