http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


Den sygelige omsorgs terror

Arkiv 2013 > Arkiv 2012

Denne artikel er udgivet første gang 14. maj 2010 på 180grader.dk og tager udgangspunkt i sundhedsterroren imod rygerne, men den handler lige så meget om de overvægtige og om dem der slukker tørsten i alkoholiske eller sukkerholdige drikke. Sundhedsapostlene har udråbt tobak til at være den allerstørste dødssynd på Moder Jord skarpt efterfulgt af fedme og alkohol.

Sundhedsapostlene er startet ud med at bekæmpe tobakken med alle midler og derefter er det blot et spørgsmål om, at følge samme skabelon for alt andet, der måske også er usundt. Tonen er slået an og sundhedsbudskabet er sunket ind hos de fleste borgere og så er det ellers bare at gå i gang: Du må højest sidde 2 min på lokum ellers får du hæmorider. Hvis du dyrker usikker sex så går alt galt. Du skal tage din vitaminpille og spise efter den håbløst forældede kostpyramide. Du skal motionere og så må du selvfølgelig hverken ryge eller drikke. Den sygelige omsorgs terror kender ingen grænser for indgreb i borgernes frihed og livsstil.

”Vi må ikke blive syge og vi må ikke dø før tid?!”. Det har sundhedsapostlene besluttet; Det er til befolkningens eget bedste, – en slags omsorg for borgerne, og hermed er ethvert middel til at opnå sundhed retfærdiggjort.

Samtidig er sygdom lige så stille og roligt gået fra at være en personlig tragedie, til at blive en forbrydelse imod sundhedssystemet og landets økonomi, en hån imod de ”rigtige i samfundet” dem, der er raske og arbejder og som betaler skat samt endelig en alvorlig hindring for, at politikerne kan nå deres erklærede mål om, at hæve vores gennemsnitlige levealder.

Jo, sygdom og død er i sandhed blevet en dybt forkastelig forbrydelse imod menneskeheden som man bare skal holde sig fra.

Det er ikke længere tilstrækkeligt, at bidrage solidarisk til sundhedssystemet gennem skat som en slags kollektiv sygeforsikring. Nu gøres man personligt ansvarlig for sin sundhed, - man har fået sundhedspligt. En hel del sygdomme er af sundhedsapostlene ganske belejligt blevet udråbt til ”selvforskyldte livsstilssygdomme” og dermed til noget, som skal bekæmpes med alle midler og som de ramte skal straffes yderligere for – både før og efter at de er blevet syge. Dette er paradigmet i sundhedssektoren anno 2010. Men det er selvfølgelig til befolkningens eget bedste, for hvem ønsker ikke sundhed og et langt liv? Der er i sandhed tale om ægte omsorg for borgernes ve og vel.

Kliken af sundhedsapostle lige fra statens repræsentanter i skikkelse af Mette Wier og Morten Grønbæk, til Kræftens Bekæmpelses mest brugte repræsentant: Inge Haunstrup Clemmensen og socialdemokratiets Christel Schaldemose som er blot én af repræsentanterne for sundhedspolitikken, forsikrer os borgere om deres ædle hensigter. Vi kan se dem tone frem på tv-skærmen og med falske smil og manipulerende ord forsikre os om, at de vil os det allerbedste samtidig med at de argumenterer for – ja de ligefrem kræver – at deres angstgenererende advarsler om sygdom og alt for tidlig død samt befalinger om, at befolkningen skal leve deres liv i askese i sundhedens navn, skal gå hånd i hånd med afgifter, begrænsninger, reguleringer og forbud samt stikkeradfærd fra ”de frelste” for, at ”hjælpe” de svage i samfundet, – ”taberne, der ikke kan eller vil lytte til sundhedsapostlenes befalinger”, - til ”korrekt sundhedsadfærd”.

For, hvis du ryger, så har du nemlig ikke styr på, hvad der er godt for dig og så har du selvfølgelig heller ikke styr på dit liv. Så er du en del af samfundets bund – du er en social taber – et nul – en bums - og du er sikkert også dårligt uddannet, dårligt begavet, arbejdsløs, tandløs og en fattig samfundssnylter på kontanthjælp, misbruger, afstumpet og ansvarsløs og værst af alt en yderst omsorgssvigtende og dårlig forælder. Og så kan de rigtige, - de raske og dem der udviser korrekt sundhedsadfærd jo godt forstå, at det er nødvendigt, at dine udfoldelsesmuligheder skal kontrolleres og begrænses; Til dit eget bedste - selvfølgelig.

Sundhedsapostlene tager ofte fejl! Det ved alle som følger bare lidt med i sundhedsdebatten. Men, - om sundhedsapostlene har ret eller ej, det er underordnet. De udtaler sig jo blot med udgangspunkt i den viden de har på det pågældende tidspunkt. Sådan, - alt ansvar er børstet af deres skuldre. Men deres usikkerhedsmarginer levner ikke længere nogen frihedsgrader til befolkningen. Der er ikke tale om rådgivning på baggrund af den nuværende viden, men om diktater - befalinger.

Det er mange år siden hetzen imod tobakken begyndte. I begyndelsen var den til at acceptere som ryger, da den engang i tidernes morgen havde karakter af oplysning og gode råd udstukket på baggrund af saglig lødig videnskab. Andelen af rygere i Danmark var på 51 % da den var højest, men over de seneste ca. 60 år har kurven stødt og roligt været for nedadgående.

Hvad rygerandelen er i dag er svært at vide med sikkerhed, for sundhedsstyrelsen fusker med tallene for at fremmane flotte resultater af deres ”målrettede indsats” imod rygerne – øh jeg mener imod tobakken.

Men det er tilsyneladende ikke godt nok for sundhedsapostlene at rygerandelen er blevet cirka halveret, for der skal skrappere og skrappere midler i brug for at frelse befolkningen imod tobakken.

Man startede i sin tid med at indføre giftskatter, og siden har man efter bedste salamimetode hævet tobaksafgifterne igen og igen. Så forbød man tobaksreklamerne. Jeg mindes med vemod de lækre macho-mænd i Marlboro reklamerne. Suk. De store stygge tobaksfabrikanter er i snart mange år blev udstillet som kyniske mordere, der bare ønsker, at gøre deres kunder afhængige for derefter, at slå dem ihjel. Døde kunder er nemlig en kanon god forretning.

Så kom advarslerne på tobaksvarerne. ”Rygning kan dræbe” er blot et af adskillige budskaber. I min optik er drab nu nok noget mere ”drabeligt” end rygning. Jeg ved, at man ikke med succes kan begå selvmord ved at ryge tre cigaretter i en aflukket garage. Det virker ikke! heller ikke hvis man nøjes med at indånde den "passive røg". Men overdrivelse fremmer jo som bekendt forståelsen.

Man har for længst dokumenteret, at advarslerne på tobakken ikke virker. Det kan måske undre nogen, at man så fastholder kravet om disse virkningsløse advarsler, ja man ønsker ligefrem at videreudvikle dem med farvestrålende billedmateriale. Men forklaringen er ganske enkel. Det passer ikke, at advarslerne ikke virker, – de virker bare ikke på rygerne men i stedet på ikke-rygerne. Ikke-rygerne bliver skræmte og forargede over advarslerne og ved at fastholde advarslerne, så får man rygerne til at agere som omvandrende propagandasøjler imod dem selv. Fuck det er genialt udtænkt. 1-0 til sundhedsapostlene. Nå men, en del rygere er efterhånden blevet så bevidste om det politiske sundhedsspind, som de er blevet fedtet ind i, at de for længst har anskaffet sig tobakspung eller cigaretetui, så de ikke selv bidrager til at sprede propagandaen.

Man har forsket i evigheder i rygning. Rotter nægter at dø af tobaksrygning. Rygerrotter lever lige så længe som ikkerygerrotter. Man er nødt til at barbere forsøgsrotterne skaldede og smøre dem ind i en klistret masse med udtræk af tobak, før det lykkes for forskerne at slå de stakkels kræ ihjel. Og hvem ved, måske skyldes døden så blot, at man hindrer rotternes hud i at udføre livsvigtige funktioner når huden er fedtet ind i klistret stads?.

Nå men; Når traditionel forskning således slår fejl, så er gode råd dyre. Prisen, som sundhedsapostlene har besluttet sig for at betale, for at komme tobakken til livs er manipulation og svindel med begrebet forskning. Ved brug af ”publication bias” og ”cherry picking” manipulerer man i dag med konsensus indenfor forskning i rygning.

Man udnytter også, at flertallet i befolkningen ikke forstår talbehandling og statistik på højt niveau. Det giver frihed til at blæse fuldkomment intetsigende resultater op så de ligner en forestående katastrofe.

Og hvis alt andet svigter, så kan man altid udarbejde 500-siders rapporter fyldt til bristepunktet med estimerede tal og kreative statistikker uden hold i virkeligheden, men alene baseret på antagelser og formodninger. Det betyder ikke noget, for stort set ingen gider læse rapporterne. Befolkningen ser ikke andet end et nøje udvalgt tal på Kræftens Bekæmpelses hjemmeside: 14.000 dør af rygning hvert år.

(Sandheden er, at der dør ca. 14.000 rygere og ca. 42.000 ikke-rygere hvert eneste år. En åbenlys konsekvens af, at vi som menneskehed endnu ikke er blevet udødelige på trods af sundhedsapostlenes ihærdige indsats. Fordelingen mellem det årlige antal af døde rygere og døde ikke-rygere må jo nødvendigvis svare nogenlunde overens med andelen af rygere og ikke-rygere i den levende del af befolkningen).

At opfinde begrebet ”passiv-rygning” var også noget af et kup. Man kan ikke umiddelbart begrænse eller forbyde noget gennem lovgivning i Danmark med mindre det er i ”almenvældets interesser”. Svidende øjne og en lugt som nogen ikke kan lide er ligesom ikke nok. Ved at gøre rygere til omvandrende mordere og børnemishandlere, så blev vejen banet for en massiv optrapning af hetzen og indgreb gennem lovgivning.

Pludselig blev den fortyndede røg langt mere dødelig end den koncentrerede røg som rygerne hiver direkte ned i lungerne. Rygerne hopper ikke på limpinden. Argumentationen holder ikke. Dem der bliver gamle i dag, har levet det meste af deres liv i tykke røgtåger. Men med tilstrækkelig massiv propaganda, så er ikke-rygerne efterhånden blevet så skræmte, at de tror, at de indenfor få dage vil skvatte om med lungekræft eller hjertestop, hvis de har siddet i fem minutter i en taxa, hvor kunden før dem har røget en cigaret.

Skridtet til naborøg ligger lige til højrebenet. Der er Ingen hellige køer i kampen imod rygerne og tobakken.

Man har også været nødt til at manipulere med begreber som vanedannelse og afhængighed. Engang anså man tobak som et nydelsesmiddel på lige fod med kaffe og der var kun tale om afhængighed af alkohol, opium og visse medicingrupper. Dengang definerede man afhængighed efter om stoffet udløste livstruende abstinenstilstande, hvis man i et hug fjernede stimulansen.

Sådan er det ingenlunde med tobak. Når man stopper med at ryge, så bliver man højest lidt humørsyg. Så for at kunne male et billede af rygere som afhængige vrag og dermed retfærdiggøre umyndiggørelse, så har man været nødt til at fifle med afhængighedsbegrebet. Man lemper kravene mere og mere. I dag taler man om afhængighed af alt, som sundhedsapostlene ønsker udråbt som usundt. Selv cola og chokolade har fået status af vanedannende stoffer. Man kan sige, at vi som mennesker er afhængige af nydelse – uanset hvad vi så hver især måtte finde nydelse i. Også rigtig mange hopper på denne limpind, for hvem ønsker at blive sammenlignet med en junkie?.

Sandheden om tobak er ganske enkelt, at tobak virker. Rygere kan lide smagen og ritualerne forbundet med rygning. Og rygere opsøger selvfølgelig nydelsen og virkningen. Tobak virker appetitnedsættende, det skærper opmærksomheden samtidig med at det har en beroligende effekt og så får humøret en lille tak op på grund af nikotins påvirkning af dopaminreceptorerne i hjernen. Virkningen er afdæmpet, grænsende til sublim og kan vel nærmest sammenlignes med nydelsen og virkningen af kaffe.

Men uha-da-da ifølge sundhedsapostlene, så er rygere en slags dopede nikotinvrag, som ikke er i stand til at tage vare på sig selv og som ikke ved hvad de taler om i deres misbrugende tågetilstand. "Kom og lad os ryge os i hegnet!" Påstandene har føget i medierne så længe, at ikke-rygerne efterhånden er begyndt at tro på dem. Og - Helt efter planen, for afhængige vrag behøver man jo ikke at tage alvorligt.

På det psykologiske plan, så har sundhedsstyrelsens og Kræftens Bekæmpelses kampagner for længst overtrådt enhver tænkelig etisk grænse for, hvordan man behandler den rygende del af borgerne anstændigt. Der er ikke længere tale om formidling af saglig viden. De kører frem med de mest ækle og vildt overdrevne skræmmekampagner. Og rygere udstilles som afstumpede og omsorgssvigtende forældre. Ikke-rygerne har udviklet sig til samfundets selvbestaltede politibetjente som ved enhver lejlighed føler sig foranledigede til at belære rygere om tobakkens skadelighed.

Behandlingen af rygere i dag læner sig kraftigt op af kriterierne for psykisk tortur af minoriteter. Men det er selvfølgelig til vores eget bedste.

En endeløs strøm af propaganda formidler, at rygere er sociale tabere, dårligt uddannede, misbrugere og psykisk syge med dårlige tænder og hvad ved jeg. Medierne kører med på bølgen med store overskrifter: Rygere udstødes fra arbejdsmarkedet! Og lige så stille og roligt bliver det selvfølgelig til selvopfyldende profetier. Rygerne udstødes fra arbejdsmarkedet… rygerne bliver arbejdsløse osv.

Bankospil og forsamlingshuskulturen i Danmark er ved at uddø. Borgerne må ikke længere selv bestemme om de ved deres arrangementer vil tillade rygning eller ej. I det offentlige rum, er der kun værtshuse under 40 kvadratmeter tilbage hvor rygerne kan være i fred… endnu.

Det er slut med restaurationsbesøg. Jamen rygerne kan da bare lade være med at ryge på restaurationerne! Det siger antirygerne. Og, ja og de har så evigt ret. Det kan vi – men vi kan også vælge, at blive væk i stedet. Og det gør vi så. For rygere er der tale om en samlet pakke. Uden røg er pakken ikke særlig attraktiv.

Er det virkelig ikke nok at sikre at ikke-rygerne har tilstrækkeligt med røgfrie lokaliteter i det offentlige rum. Det kan godt lade sig gøre samtidig med at rygerne tildeles arealer, hvor rygning er tilladt. Der kan ikke-rygerne jo bare lade være med at gå ind fuldkommen ligesom rygerne afholder sig fra ikke-rygernes lokaliteter.

Livslange venskaber går i opløsning, bedsteforældre nægtes kontakt med deres børnebørn og familier splittes på grund af sundhedsapostlenes propaganda. Men det er jo selvfølgelig til vores allesammens allerbedste og en tvingende nødvendighed for at komme tobakken til livs. En pris som det er værd at betale for det større formål. Selvfølgelig.

Vi har for længst passeret den grænse, hvor man kan forestille sig at ryger og ikke-rygere kan være i samme rum igen nogensinde, så hvorfor ikke bare opdele det offentlige rum. Vi skal vel alle være her, eller hvad?.

Den sygelige omsorgs terror er ingenlunde slut. Målet er klart og tydeligt meldt ud fra sundhedsapostlene: tobak skal helt forbydes! Tobak skal helst helt forsvinde fra jordens overflade. Men de ved godt selv, at det er utopi. Så i stedet har de lagt snedige planer for fremtidens sygelige omsorgs terror bl.a. i form af Forebyggelseskommissionens anbefalinger:

Afgifterne skal højere op, gerne over 50 kroner for 20 cigaretter. Rygning skal forbydes overalt indendørs. På uddannelsesinstitutioner skal rygning også forbydes udendørs. Tobaksvarer må ikke være synlige i butikkerne. Der skal stærke angstgenererende billedadvarsler på tobak. Man forfølger bevidst de svageste grupper i befolkningen og presser dem på rygestopkurser. (Vi skal nemlig opdrages til at benytte medicinalindustriens nikotin i stedet for tobaksindustriens nikotin). Hele sundhedssektoren skal omdannes til en opdragelsesinstitution og arbejdspladserne skal også helst følge trop. Kun fantasien sætter grænse for den sygelige omsorgs terror.

Sundhedsforsikringer skal være dyrere for rygere. Der skal afleveres blodprøver som kontrolforanstaltning. Rygere skal bagerst i behandlingskøen ved sygdom – og sikkert også selv op med pengepungen på et tidspunkt, når det bliver deres tur til behandling. Og når sygdom rammer, så umyndiggøres man og tvinges til rygestop for at få adgang til en hospitalsbehandling.

Og vores gamle borgere, dem som har arbejdet og betalt skat – og røget – hele deres liv. De må ikke ryge i deres otium – ikke, hvis de vil have hjemmehjælp eller bliver så plejekrævende at de skal på plejehjem.

Nå men pyt siger ikke-rygerne. Det rammer jo kun rygerne og de kan jo bare lade være med at ryge. Og det er meget bekvemt at slippe for lugten af røgen. Rygerne klynker bare og er sådan nogle tudekiks. Og det er jo deres egen skyld, at de ødelægger deres sundhed med røg.

Måske. Men pas på, for lige netop sådan ser sundhedsapostlene også på alle andre livsnydere: de overvægtige, dem som nyder alkohol, dem der får hæmorider fordi de sidder for længe på wc, dem der ikke motionerer nok, dem der spiser slik, chips og chokolade. Dem som elsker bearnaisesovsen. Og den røde bøf. Og smør på brødet. Og dem som stædigt fastholder, at drikke sukkersødet sodavand og som hellere vil se en film end løbe en tur. Dem der dyrker usikker sex – livsnyderne, vovehalsene og eventyrerne.

Alle som ikke gør, hvad sundhedsapostlene befaler, vil med tiden komme under kærlig og omsorgsfuld behandling. De er allerede i fuld gang. Det vil kun blive værre og værre. Det har været forholdsvist nemt at dæmonisere rygerne, fordi røgen er synlig og upopulær hos ikke-rygerne, men nu er grundstenen lagt for fremtidens sygelige omsorgs terror.

Det hele handler om magt. Igennem hele menneskehedens historie har ethvert samfund været styret oppefra af magtelskende eliter: Krigsherrerne, Kirken, Adelen, Kapitalisterne – og nu altså af sundhedsapostlene.

Sundhedsvaneforbryderne har bare at makke ret. For ellers kommer sundhedsapostlene og deres selvbestaltede kamphunde efter os med deres stikkeradfærd, hån, hetz, propaganda, hjernevask, reguleringer, billedadvarsler, trusler, kontrol, begrænsninger, forbud, egenbetaling, udstødelse fra fællesskabet og måske med tiden også udstødelse af vores private hjem samt selvfølgelig uhørt høje afgifter på de ting vi sætter højest pris på i vores liv. For lystre skal vi sgu! - Nyde livet, dét må vi helt sikkert ikke – for enhver form for nydelse er afgjort meget MEGET usundt og ekstremt sundheds- og samfundsskadeligt!.

Hvem kan argumentere imod sundhed – og vinde?.

Frihed er en langt mere abstrakt og diffus værdi end sundhed. Sundhed er meget konkret at måle ved fravær af sygdom. Man kan ikke argumentere for et begreb som frihed når det stilles op imod KOL, kræft og blodpropper. Her kan selv de bedste argumenter aldrig vinde. Debat er meningsløs i kampen imod den sygelige omsorgs terror.

Det eneste våben vi som borgere har imod sundhedsapostlenes efterhånden ubegrænsede magt i samfundet er civil ulydighed, for når alt kommer til alt, så er et liv i angst og undertrykkelse og uden nydelse og frihed ikke værd at leve. Ikke om man så bliver 100 år.




Back to content | Back to main menu