http://www.Tobak-jatak.dk


Go to content

Main menu:


En lille historie om et brækket ben

Arkiv 2013 > Arkiv 2012


I 2005 var jeg så uheldig at møde en aggressiv fyr, som ikke kunne styre sin hidsighed. Min husbond og jeg gik tilfældigvis på en sti hvor det ikke passede fyren vi gik. Det irriterede ham så voldsomt at han langede ud efter mig så jeg væltede og i faldet ramte jeg et lavt rækværk. Fyren stak af, min husbond havde nok at gøre med at tage sig af mig og jeg kunne ikke rejse mig. Det var ikke mærkeligt - jeg var faldet så uheldigt at mit skinneben var brækket - og endte på hospitalet.

Hermed er den hidsige fyr næsten ude af historien, det var gået så stærkt og været så forvirret at ingen af os ville være i stand til at genkende ham. Den eneste andel denne ikke særlig sympatiske fyr har i historien, er at hans hidsighed bragte mig til et hospital. Det vil sige bevidstheden om denne hidsige optræden lurer lidt i baghovedet for det undrede mig hvor den kom fra. Vi var bare et sted hvor det ikke passede ham.

Men et brækket skinneben kræver behandling. Og det fik jeg.

I fire dage lå jeg på langs imens der blev gjort det der var nødvendigt, derefter fik jeg udleveret en kørestol som jeg kom til at sidde i længe. Imens jeg ventede på at min husbond kom og hentede mig hjem blev jeg kørt ind i den ene af de to dagligstuer som hørte til afdelingen.

Bemærk det var i 2005 - altså før der blev indført forbud imod tobaksrygning - og jeg blev spurgt om jeg ville vente i den for rygere eller den hvor der ikke blev røget. Efter 4 dage uden tobak, fordi der ikke måtte ryges på en sygestue, valgte jeg som er storryger, at komme i den hvor jeg kunne få en smøg. Og det blev en meget behagelig og munter oplevelse. Rummet var fyldt med rygende personer der ventede på, enten at blive afhentet ligesom jeg, eller på at skulle have mere behandling. Og stemningen var afslappet, man udvekslede historier om hvordan man var endt her pakket ind i bandager, og fik på den måde noget af det chok som vi hver især havde været ude for sat på plads. Det luner at sidde blandt lidelsesfæller og berette om sine egne trængsler og blive hørt. Og det var ikke småting vi hver især havde oplevet, men vi slappede af imens røgen bølgede fredeligt omkring os og de der var kommet af sted uden cigaretter eller hvad de nu foretrak, blev budt af de der havde noget at byde af. Tobaksrygere er venlige folk og under gerne hinanden den glæde det er at få en smøg i en presset situation. Og presset var vi alle sammen af det der havde bragt os hvor vi var.

Hver især vidste vi hvor beroligende det er at få en smøg, sådan har det været i al den tid man har nydt tobakkens virkning. Og det er længe.

I omkring 500 år - siden tobakken kom til Europa - har man vidst det er en fredelig og afslappende vane.

Det fortælles endda, at dengang pesten hærgede Europa, var det de der røg tobak som overlevede. Om det passer ved jeg ikke. Det kan jo være at det er blevet slettet i de beretninger man har fra den tid. Det vil i hvert fald ikke undre mig med den holdning til tobaksrygning der efter hånden er blevet dominerende.

Og endnu et par oplysninger jeg - som er en gammel kone med en knivskarp hukommelse - har.

Det var almindeligt når en eller anden skulle henrettes - dengang man stadig brugte dødsstraf - at den der skulle hænges, skydes eller hvad man nu gjorde, blev tilbudt en sidste cigaret inden ekskursionen. Så personens nerver blev beroliget. Og hvad der også var helt almindeligt er den kendsgerning at det første en soldat der havde været i kamp på slagmarken bad om var en cigaret for at få styr på nerverne.

Sådan var det, men det har man desværre fortiet i bestræbelserne på at bruge en fredelig og beroligende vane i kampen for en
sundhed ingen er i stand til at gøre rede for. Der tales nemlig kun om det der er Usundt.

Og der advares kraftig imod selv komplet meningsløse ting der til forveksling ligner den fare det blev påstået der var hvis et barn af nysgerrighed gav sig til at pille ved sine kønsorganer. Mange husker vel at der blev holdt øje med om ungen sov med hænderne over eller under dynen. I dag forekommer det lidt latterligt og sådan er der så meget. Den nidkærhed som det jeg kalder
sundhedshysteriet er, har ført til en lang række ligeså meningsløse forbud - og ikke mindst forhøjede afgifter som skæpper i statskassen.

Og for at vende tilbage til mit udgangspunkt - mindet om den hidsige fyr der var skyld i jeg endte længe i en kørestol og i dagligstuen der var indrettet til de der ville ryge på hospitalet. Rummet var nærmest overbefolket og vi som sad her havde det rart, men lige ved siden af adskilt med en væg der havde en glasrude, sad tre sure og mopsede personer tavse og sendte forargede blikke til flokken på omkring 12 eller måske flere - jeg talte dem ikke - som sludrede fornøjeligt og dampede lystigt løst. Det ville ikke være sådan i dag for rum til de der vil ryge tobak er nedlagt i sundhedens hellige navn. De sure og forargede har fået kronede dage, rygeloven har nemlig gjort det legalt at vise rygere de er på gale veje. At det samtidig har medført at antallet af urolige, hidsige og stressede folk er steget voldsomt er der næppe nogen som tager sig af. Det er blevet en dyd at anmelde hinanden, voldsmentaliteten og perfide verbale angreb på folk, som mener rygeloven er et indgreb i den personlige ret til at gøre det man har lyst og har vænnet sig til er daglig kost.

Sådan kan historien om mit brækkede ben få mig til at se en -
brækket lovgivning - et krampagtigt og formynderisk forsøg på at afrette en befolkning til en flok smålige, hidsige og uvenlige personer der ser det som en hellig pligt at hakke på og stikke de der ikke overholder mere eller mindre meningsløse love.

Men for en - brækket lovgivning - hjælper det ikke med at lægge loven i gips. Og hvad gør vi så.

Skal vi blive ved med at finde os i at få på puklen fordi vi kan se rygeloven er hel gal.






Back to content | Back to main menu